Tal og statistik
Dem af os, der ikke til daglig sidder nedbøjet over energiregnskaber, vil nok slå os på måleenheden tusind terawatt-timer – for hvad dælen er det for en størrelse?
Ja, en enkelt terawatt består af tusind gigawatt, som er tusind megawatt, som igen er tusind kilowatt (altså tusind watt). Ergo er vi ude i et meget stort antal kilowatt-timer – et tal med 15 nuller (altså tusind billioner, hvilket også kaldes en billiard).
Heldigvis behøver vi end ikke at forsøge at få et billede af det tal. Det er nemlig ikke selve tallet, men udviklingen, der er interessant.
I 1960 brugte verden 40 af den slags (altså tusind terawatt-timer). Tyve år senere var der tale om godt 80. Gå tyve år længere frem, til år 2000, så rammer vi i underkanten af 120. Og i dag taler vi om 160.
I starten af den viste periode var det stigende forbrug især drevet af de rige lande, mens det nu især er de knap så rige lande, som lægger kilowatt til.
Mennesker dør ude i virkeligheden. Ikke af at blive sænket ned i
en fjord med beton om benene – men de dør. Sådan rigtigt. Af mineskakter, der bryder sammen, transportuheld, luftforurening, ting, der eksploderer, ulykker i produktionen og alt muligt andet.
I figur 2 ser du en sammenligning af de otte energikilder, som tilsammen udgør næsten al den energi (mere end 99 procent), vi bruger i verden.
I de data, der ligger bag figuren, har man samlet viden om alle tænkelige dødsårsager – død ved minedrift, ulykker, luftforurening og så videre. Og man har målt dem på lige vilkår – nemlig på antal døde pr. produceret energienhed, der her er en terawatt-time.
Figur 3 viser nogle simple huskeregler om strålingsmængder, som kan bruges, når vi vil forstå radioaktivitetens gråtoner og skille stort fra småt.
Strålings mulige skadevirkninger på menneskers helbred måles på vore længdegrader i sievert (Sv). For nemmere at forstå, hvor vi er på sievertskalaen, kan vi læne os op ad nogle mere velkendte og dagligdags mål, nemlig ton, kilo og gram.
Som bekendt er et ton lig med tusind kilo, et kilo er lig med tusind gram, så der går altså en million gram (tusind gange tusind) på et ton.
Når du læser om en sievert, så tænk, at det svarer til et ton. Når du læser om en millisievert, så tænk, at det svarer til et kilo. Og når du læser om en mikrosievert, så tænk, at det svarer til et gram. Og en tiendedel af en mikrosievert? Ja, det svarer til strålingen fra en banan.
Med stråling er anbefalingen, at man ikke frivilligt udsætter sig selv (eller andre) for unødige mængder – altså ud over hvad der er naturligt forekommende.
Hvem anbefalingen kommer fra, kan læses i bogens kapitel 5 – nu og her har vi kun brug for at vide, at strålingens forsigtighedsprincip har sit eget navn: linear no-threshold eller blandt fagfolk og venner bare LNT – altså „lineær uden grænse“ (eller dørtærskel, som det også kan betyde).
Under de 100 kilo derimod ved vi ikke, om sammenhængen er den samme (hvilket i figuren er illustreret ved den grå boks). Men for en sikkerheds skyld antager vi, at linjen fortsætter med samme kurs hele vejen ned til nul.
Lad os kigge på tre grupper i forbindelse med Tjernobyl-ulykken, nemlig brandmændene, der forsøgte at slukke branden i reaktoren, oprydderne (de bliver ofte kaldt likvidatorer), der rensede jord og alt muligt andet efter ulykken, og de helt almindelige mennesker med huse og lejligheder og gårde og skoler og arbejdspladser i de berørte områder i Rusland, Hviderusland og Ukraine.
I figur 5 er alle disse informationer søgt samlet. Den lille cirkel
nederst til højre i figuren illustrerer den årlige ekstradosis. De ti-tyve ekstra kilo på tyve år svarer til, hvad man får ved en enkelt gennemsnitlig CT-scanning. Det er det, Gerry Thomas mener, når hun siger, at befolkningen i tjernobylområdet har været udsat for „overraskende lidt“ stråling.
Tjernobyl rørte på sig igen, da russerne i foråret 2022 væltede ind over Ukraines grænser. Styrker nordfra besatte straks det lukkede atomkraftværk, hvilket – forståeligt nok – fik ukrainske ministre og andre til at forbande handlingen langt væk.
Besættelsen af værket var „en trussel over for ikke bare ukrainere, men også flere hundrede millioner europæere“, måtte man forstå.
Da russerne få uger senere var væk igen, var Det Internationale Atomenergiagentur (IAEA) på pletten og målte strålingen i og omkring de efterladte skyttegrave.
Konklusionen ser vi i figur 6: Hvis nogen havde opholdt sig nede i skyttegravene i et år, var de blevet udsat for stråling svarende til en tredjedel af, hvad ansatte maksimalt må udsættes for i Rigshospitalets kælder.
I figur 7 ser du, hvor meget energi verden brugte i henholdsvis år 2000 og 2019 – og hvilke kilder energien kom fra.
For godt to årtier siden kom 99,4 procent af verdens energiforbrug fra noget andet end vind og sol (og andre små energikilder, fx geotermi). I dag er andelen, der kommer fra noget andet, faldet til 97,8 procent. Vind og sol har på tyve år firedoblet deres andel og udgør i dag godt to procent af den mængde energi, verden forbruger.
Læg eventuelt mærke til, hvor meget mere kul, olie og gas vi bruger i dag – sammenlignet med for bare to årtier siden. Kul er den hastigst voksende energikilde. I dag bruger verden 67 procent mere kul, end vi gjorde for tyve år siden.
I 2019 var andelen nøjagtig den samme – af det nu meget større samlede forbrug. Lægger man hertil det andet, vi også futter af, nemlig biobrændsel og affald, når vi op på, at hele 90 procent af verdens energiforbrug stammer fra noget, vi brænder af. Sådan var det tilbage i år 2000. Og sådan er det også i dag. I år 2000 udgjorde kul, olie og gas 81 procent af verdens samlede energiforbrug.
Kun 10 procent af vores energi virker uden en tændstik – resten kommer fra noget, der brændes af. Det gælder i Danmark, og det gælder for verden som helhed, som det fremgår af figur 8.
Den største kollektive danske misforståelse på denne front er den almindelige sammenblanding af elforbrug og energiforbrug. Elforbrug handler om det, der kommer ud af vores stikkontakter. Energiforbrug handler om el plus alt det andet, vi også bruger energi på, altså varme, transport, produktion af varer, vand, sanitet, maskiner, brændstof, materialer til at bygge med, mad og alt muligt andet.
Fidusen er: Vores elforbrug udgør kun 20 procent af vores samlede energiforbrug. Så når vind og sol udgør omkring halvdelen af vores elforbrug (hvad det gør), så udgør det kun 10 procent af vores energiforbrug.
Det overrasker næppe mange, at den største udledning af drivhusgasser sker fra de kilder, hvor der foregår en forbrænding i forbindelse med energiproduktionen.
Så ja, det er så sandt, så sandt, at et atomkraftværk jo også skal bygges. Men set i et livstidsperspektiv er CO2 i forbindelse med byggeriet ikke atomkraftens problem. Tværtimod ligger atomkraft sammen med sol og vind helt i bund sammenlignet med de øvrige energikilder, når man måler på udledning af drivhusgasser.
Biomasse er nok den sværeste størrelse at få styr på. Både fordi ordet dækker over vidt forskellige ting (halm eller fejerester fra et savværk er bare noget andet end store, tropiske træer, der flænses og stoppes i en ovn), og fordi der (mildest talt) eksisterer forskellige regnemetoder. Det bud, du ser i figuren, står altså til diskussion.
Sol, atomkraft, vind og vand ligger i den lave ende, når man tæller, hvor mange liv de respektive energikilder har på samvittigheden.
De energikilder, der for alvor tager liv, er the usual suspects: gas, biomasse, olie og kul. Jeg ved, at nogle har svært ved at tro på, at man kan dø af energikilder som sol og vind. Men det kan man. Uheld sker, når noget transporteres og bygges.
Helikoptere og fly kan kollidere med vindmøller, brande kan opstå, og mennesker drukne, når møllerne står til havs. Antallet af døde er meget lavt, men det er ikke nul.
Igen ses det klart, at energikilderne fordeler sig i to grupper – dem, der kræver plads, og dem, der ikke gør. Men denne gang er kortene blandet anderledes.
Hvis vores succeskriterie alene var at fylde mindst muligt, burde vi vælge de energikilder, vi finder til venstre i figuren – altså gas, atomkraft, olie og kul. Og ja, vi skulle holde os langt væk fra sol, vind, vand og – især – biomasse.
Vi husker, at biomasse er en plastisk størrelse, og at den står til diskussion. Men at biomasse kræver enorme landområder, og at det har konsekvenser for naturens artsrigdom, er uden for enhver tvivl.
Det er selvfølgelig værd at være opmærksom på, at der er forskel på, hvordan en given energikilde lægger beslag på et areal. Havvindmøller fylder – men måske har vi ikke andet at bruge det areal til, hvis vi fraregner hensynet til havets økosystemer. Vind på land går fint sammen med landbrug, men ikke sammen med tæt bebyggelse, skov eller vild natur.
I figur 12 ser vi forbruget af stål og beton for de forskellige energikilder – dog desværre uden olie.
Endnu en gang kan vi konstatere, at energikilderne falder i to
grupper, nemlig nogle, der har et relativt lille forbrug af stål og beton, og nogle, der har behov for markant mere.
Hvis vi alene skulle forholde os til et ønske om at minimere forbruget af stål og beton, burde vi satse på gas, atomkraft, biomasse og kul som fremtidige energikilder. Samtidig burde vi dømme sol, vind og – især – vandkraft ude.
Uanset hvad vi danskere godt kan lide at fortælle hinanden om vores foretrukne energikilder, er der ingen vej udenom: Med sol og vind støder vi bardus ind i grænser for vækst-problemet, altså det med at forbruge ret mange af Jordens ressourcer.
I figur 13 ser du scoren for de forskellige energikilders negative helbredsvirkninger.
Man lægger de negative påvirkninger sammen, så de kan samles i ét tal – en pointscore. Når det gælder menneskers helbred, indgår fx smog, partikelforurening, påvirkning af ozonlaget, stråling, giftige stoffer og bidrag til klimaforandringer, som påvirker vores helbred.
Som det fremgår, ligger atomkraft helt i bund, målt på hvor meget det skader vores helbred. Sammen med vindkraft slår atomkraft i denne henseende de øvrige energikilder, som alle er mere skadelige for helbredet.
Måler vi i stedet på skader på miljø og klima, ses samme billede, blot endnu mere udtalt. Her indgår elementer som forurening af jorden, indgreb i naturen, forurening af søer, vandløb og hav, arealforbrug og bidrag til klimaforandringer, som påvirker økosystemer. Scoren ser du i figur 14.
Igen ser vi atomkraft i bunden af skalaen, altså som topscorer og i samme størrelsesorden som vind og sol, når det drejer sig om at være mindst skadelig for miljø og natur. Atomkraft, vind og sol er markant mindre skadelige end de fossile brændsler gas og kul, men også mindre skadelige end vand.
FN-organet går skridtet videre og giver én samlet score, altså et udtryk for, hvor skadelige de forskellige teknologier er samlet set.
Resultatet ser du i figur 15. Ifølge UNECE eksisterer der altså ikke nogen energikilde, som er mere grøn end atomkraft. Hvilket er det samme fund, der blev gjort i rapporten fra EU-Kommissionens eksperter.
Figur 16 viser, hvordan de fem nordiske lande fordeler sig, i forhold til hvor stor en andel af deres energiforbrug, der dækkes af noget, man brænder af.
Oplysningerne stammer fra Det Internationale Energiagentur (IEA) – den mest autoritative kilde på området, der gives.
